Setté
Setté blev grundlagt i 2017, og er beliggende i hjertet af Nizza. Ejerkredsen består af vinmageren Gian Luca, og hans 2 venner Gregorio og Gino. Man købte ganske enkelt den 7 hektar store Bricco Nizza mark, deraf navnet Setté.
Oprindeligt importerede jeg Gian Luca’s eget brand Segni di Langa, men jeg blev så imponeret over det Barbera jeg smagte fra Setté, under et af mine mange besøg hos ham, at det satte tankerne i gang. Enden på det blev, at jeg valgte at arbejde videre med Setté. Vinene besidder efter min mening en enestående kvalitet, terroiret i Nizza er helt unik for Barbera druen. Jordbunden i Barbera d’Asti og specielt i top området Nizza, der er en af de 3 subzoner med egen DOCG i Barbera d’Asti, er mere kalkholdig end den vi kender fra Barbera d’Alba området. Det giver friskere, mere elegante og mere mineralske vine. Samtidigt er der også en anelse køligere i Nizza, hvilket giver vine med lidt lavere alkohol niveau.
Barbera er som nævnt stjernen i Nizza, og dermed er det den drue, der er plantet på de bedste parceller. Modsat Barbera d’Alba fra Barolo og Barbaresco, hvor druen med meget få undtagelser kun spiller 2 violinen.
Som nævnt er marken på 7 hektar, dog er det kun de cirka 5½ hektar, der laves vin fra, og der vokser også andre druer på marken end Barbera. Selv en mark i denne størrelse har flere forskellige terroirs, og Barbera vokser kun på de mest optimale parceller for druen. De forskellige parceller kan i se kortet herunder.
Parcel B5, B6 og B7 er den bedste del af marken, og den med de ældste Barbera planter, der er 75 år gamle. Druerne herfra bruges selvfølgelig til topvinen Nizza. Første årgang var 2017 og vinifikationen er ved 20 grader med nedsænket kvas efter den alkoholiske gæring, og en total macerations tid på cirka 40 dage. Herefter lagrer den i en blanding af store fade og amphora beholdere. Det må blive en must vin for alle elskere af Barbera og ikke mindst Piemonte.
Fra parcel B4, B5A, B8 og en del af B9 laves der en Barbera d’Asti. Årgang 2017 var selvfølgelig også første årgang her. Samme vinification selvfølgelig som på ovenstående Nizza DOCG, men kortere lagring i henhold til reglerne. Først og fremmest er vinen tænkt som en vin, der kan drikkes stort set med det samme.
B1 og B2 er unge Barbera planter, og herfra laver Gian Luca en rose. Første årgang af denne vin 2018.
M1 og M2 er beplantet med Moscato, og Gian Luca bruger dem til at producere en Moscato d’Asti af. Hans mål er at lave en vin, der har den samme balance som en Kabinett fra Mosel. Meget lav alkohol og han formår at bibeholde en usædvanlig god syre i vinen. Første årgang 2018.
C1 og C2 er beplantet med Cabernet, og vistnok også en smule Syrah, begge dele sammen med Barbera, indgår i den 1 liters Rosso han laver med kapsel som lukning. Tænkt som en vin, der kan drikkes med det samme.