Champagne Rutat

 

 

Kære Vinvenner

 

 Det er i dag 5 generation, der er i spil i hos Rutat i form af brødrene Flavien og Baptiste. De startede begge fuldtids på domainet tilbage i 2016. Stort set alle marker er beliggende i Vertus, hvor de også bor, og det er sådan man gerne vil have det. Det er de forskellige terroirs i kommunen man gerne vil have i flasken.

 

 Markerne har være dyrket Biodynamisk siden år 2000, men deres far, der arbejdede alene synes, at det var for meget administrativt bøvl i forbindelsen en certificering, så han søgte aldrig om en sådan. Det ændrede sig da brødrene kom til, Flavien og Baptiste søgte om certificering hos ECO SERT i 2016 og dermed er 2019 den første årgang fuldt certificeret. Jeg har anført på de enkelte vine, hvilke det drejer sig om, for jer der har behov den viden.

 

 Domainet er på 7 hektar fordelt mellem 26 små parceller, og man laver i dag 2 vinserier på domainet. I respekt for de historisk trofaste kunder, laves der en serie med navnet René Rutat. René er også navnet på bedstefaren, han var den første i familien, der tappede vine under eget navn i 1960’erne. Det er klassiske vine med 6-7 grams restsukker, som i den grad har overrasket mig for deres kombination af fylde, elegance og renhed, samt deres evne til at kombinere med mad.

 

 Den anden serie hedder Michel Rutat, efter navnet på deres far, der overtog ansvaret på domainet i 1985. Det er de to brødres filosofier, der laves vin efter her. Det er moderne tænkende vine uden tilsætning af dosage, i forventningen om at lave endnu mere terroir-tro vine. Det er i hvert fald lykkes dem allerede, at lave ekstraordinær forførende vine.

 

 Jeg synes ofte at nul dosage vine, bliver for meget vin og lidt for lidt Champagne. Forstået på den måde, at jeg ofte savner det forførende udtryk, energien, det læskende osv. De er ofte sjove og interessante at smage, men efter et glas, savner jeg som regel et glas ”rigtig” Champagne. Sådan er brødrenes vine langt fra, de har alt det, jeg elsker ved Champagne.

 

 Herunder en kort beskrivelse af de vine, jeg indtil videre lagerfører.  

 

René Rutat. Blanc de Blancs.

·         Druesammensætning: 100% Chardonnay.

·         Oprindelse: Fra marker i de 3 byer Vertus, Bergéres les Vertus og Villeneuve. Alle 3 klassificeret 1.Cru.

·         Dosage: 7 g/l.

·         Lagring: På rustfri og emaljeforet ståltanke fra 10 til 100 hl. Malolaktisk gæring blokeret.

·         Produktion ca. 1.500 flasker.

  I princippet fra de yngste parceller hos Domainet. Meget frisk Cuvée med citrus toner, som har ekstra energi fra de unge planter.  

 

René Rutat. Rosé

·         Druesammensætning: 80% Chardonnay, blendet med 20% Pinot Noir fra deres Coteaux de Champenois vin.

·         Oprindelse: Fra marker i Vertus også for Pinot Noir’s druernes vedkommende.

·         Dosage: 7 g/l.

·         Lagring: På rustfri og emaljeforet ståltanke fra 10 til 100 hl. Malolaktisk gæring blokeret på Chardonnay delen.

·         Produktion ca. 2.000 flasker.

  En meget kompleks Rosé som i min verden er vin skabt til mad.

 

Michel Rutat. ”Lignum” Blanc de Blancs. Zero Dosage.

·         Druesammensætning: 100% Chardonnay.

·         Oprindelse: Fra markparceller i hjertet af Vertus.  

·         Dosage: 0 g/l.

·         Lagring. På egetræsfade i 5-6 måneder.

·         Produktion ca. 3.000 flasker.

  Deres klart mest cremede vin grundet lagring på Bourgogne fade. Dermed også lidt mere struktureret vin, men stadigvæk med noter af citrus og et meget rent udtryk, med meget sarte fadtoner. Første årgang vinen er produceret i.

 

Michel Rutat. ”Les Grillettes” Blanc de Blancs 2017. Brut Nature.

·         Druesammensætning: 100% Chardonnay.

·         Oprindelse: Fra Les Grillettes marken i hjertet af Vertus.  

·         Dosage: 0 g/l.

·         Lagring. Udelukkende på ståltank, malolaktisk gæring er blokeret.

·         Produktion ca. 1.200 flasker.

  Friskhed, elegance og energi, meget højt niveau med meget lang eftersmag. Imponerende kompleksitet for en enkeltmarks vin, og førte årgang vinen er produceret i.