Segni di Langa

 

 Segni di Langa kalder Gian Luca Colombo hans vingård, hvilket frit oversat betyder et fingeraftryk af Langhe. Navnet alene viser meget godt Gian Lucas indstilling og tilgang til vin. Han er en ung gut, midt i 30’erne, med en kæmpe passion. Hans første producerede vin var 2011 Pinot Noir, fra årgang 2012 kom der Barbera til, og fra 2016 Nebbiolo d’Alba. Han vandt med det samme Gambelli prisen hvilket gives til Italiens bedste unge vinproducent. Som jeg forstod det på ham, var prisen på baggrund af hans 2012 produktion, som altså kun var hans 2 årgang. Gian Luca er dog ikke helt en vin novice. Han er uddannet ønolog, og lever til dels af at rådgive andre vinproducenter af Barolo og Barbaresco. Det varer ikke længe før end hans egen Barolo kommer til salg.

 

 Hans filosofi er helt enkel, hårdt arbejde og fokus på detaljen i vinmarken. Man kan som producent ikke lave bedre vin, end det drue materiale man høster. Når først druerne er høstet og bragt ind, kan man ikke forbedre mere på kvaliteten, kun potentielt gøre den værre. Derfor har han også den ”hands off” tilgang til kælderarbejdet, som de andre producenter jeg arbejder med har. Vinene skal smage af hvor de kommer fra, uden nogen former for manipulation. Her kommer det med fingeraftrykket ind igen, for på hver flaske sidder der et hvidt fingeraftryk, som er hans måde at sige, at det her er en vin, som han står 100% inde for. I starten var fingeraftrykket påført ved at han dyppede fingeren i maling for hver flakse, i dag er det dog et påtrykt.

 

 Han arbejder efter biodynamiske principper i marken, men vil ikke certificeres. Får han brug for at sprøjte en dag, for at rede høsten, vil han have frihed til det. Han bruger kun druernes naturlige gærceller under den alkoholiske gæring. Han bruger så lidt svovl som muligt under fadlagringen, ofte slet ingen. Der tilsættes dog en smule svovl når vinen fyldes på flaske, for han vil ikke risikere miste friskheden, og ende op med en vin der smager oxideret. Mængden af svol er langt under det tilladte selv for Biodynamisk produktion.

 

 Her følger de vine jeg arbejder med fra ham.

 

NU.

 En blendet vin produceret af de druer, han fravælger til de andre vine.

 

Pinot Nero.

 Hans Pinot Noir er den mest interessante Pinot Noir, jeg har smagt fra Italien. Det første han sagde, da vi gik ombord i fadprøverne under mit første besøg i 2015, var at nu skulle vi ikke sammenligne hans vin med vin fra Bourgogne. For selvom hans yndlingsvin netop er Bourgogne vin, forsøger han på ingen måde at efterligne. Han vil lave ren og elegant Pinot Noir fra marker i Barolo kommunerne. Jeg kan ikke være mere enig, og resultatet er, lige præcis det jeg leder efter i vin. Her er ikke tale om overkoncentreret vin med tydelige fadtoner. Tværtimod er det renhed og elegance med et tydelig præg af Langhe. Brugen af nye fade er yderst minimal. gennemsnits alderen på fadregimet er cirka 2 år.  

 

Barbera d’Alba Superiore.

 Vinmarken hertil hedder San Bernardo og ligger i byen Magliano Alfieri, lige uden for Barolo zonen. Ifølge Gian Luca er der et helt specielt terroir der, som fuldstændig ligner det terroir man finder i Barbera d’Asti. Så selv om hans vin selvfølgelig er en Barbera d’Alba, har San Bernardo marken et langt højere potentiale. Saft og kraft meget potent vin som helt ung. Med lidt lagring kommer potentialet og finesserne frem.

 

Nebbiolo d’Alba.

 Fra en mark med noget af det lyseste jordbund, jeg har set i Barolo, helt enestående terroir fortæller Gian Luca altid energisk. I hans arbejde som rådgivende ønolog og vinmager for en del andre producenter i Barolo og Barbaresco, har han været i bund i flere vinmarker end de fleste. Han var i sin tid, selv overrasket over undergrunden i marken, da han fik den ryddet marken. Ikke så overraskende, hvis man har smagt vinen, ligger hans parcel kun lidt over 200 meter fra Monvigliero marken, som nok er den vinmark, der kan frembringe de mest elegante Barolo vine. Ifølge Gian Luca er jordbunden på hans parcel identisk med Monvigliero, det er selvfølgelig en historie, vi alle nok har hørt før i vinverdenen, men for en gangs skyld er der her noget om snakken.